På grund af de stigende priser på brændstof har Skatterådet forhøjet fradraget for befordring mellem hjem og arbejdsplads samt satserne for skattefri kørselsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Det forhøjede befordringsfradrag gælder for hele 2022, mens de højere satser for skattefri kørselsgodtgørelse gælder for kørsel fra og med den 1. maj 2022.
Fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads
Kilometersatsen for fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads er i 2022 følgende:
- 0 – 24 kilometer inklusive, intet fradrag
- 25 – 120 kilometer inklusive, 2,16 kr. pr. kilometer
- Over 120 kilometer, 1,08 kr. pr. kilometer.
For pendlere i en yderkommune beregnes fradraget for befordring over 120 kilometer med 2,16 kr. pr. kilometer.
Skattefri kørselsgodtgørelse
Fra og med den 1. maj 2022 er satserne for skattefri kørselsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i egen bil følgende:
- Kørsel til og med 20.000 kilometer årligt 3,70 kr. pr. kilometer
- Kørsel ud over 20.000 kilometer årligt 2,17 kr. pr. kilometer
- For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil
- For benyttelse af egen cykel, knallert, 45-knallert, scooter eller el-løbehjul er satsen 0,57 kr. pr. kilometer.