Mange lønmodtagere, der er omfattet af dansk globalindkomstbeskatning, kender ligningslovens § 33 A. Løn for arbejde udført i udlandet medfører ikke dansk skattebetaling, eller måske skal der betales halv dansk skat. Ved halv dansk skat skal der ikke betales skat i udlandet.
Ligningslovens § 33 A – lønmodtagere
Løn for arbejde udført uden for Danmarks grænser, skal selvangives i Danmark, når man er omfattet af dansk globalindkomstbeskatning, hvilket typisk er personer, der er bosat i Danmark.
Lønmodtagere kan dog opnå, at lønnen reelt ikke beskattes i Danmark, hvis arbejdet i udlandet har en varighed af mindst 6 måneder, og personen under opholdet i udlandet kun afholder ferie- og fridage i Danmark, der aldrig må overstige 42 dage inden for enhver 6-måneders-periode. Hvis arbejdet udføres i et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, skal der dog betales halv dansk skat af lønnen, hvis beskatningsretten til lønnen er tillagt Danmark efter overenskomsten, men til gengæld skal der ikke betales skat i arbejdslandet.
Piloten og ”sygeplejersken”
I december 2022 afsagde Østre Landsret en principiel dom om muligheden for at anvende ligningslovens § 33 A – såkaldt eksemptionlempelse ved den danske skatteberegning. Der var tale om en pilot, som havde valgt at bosætte sig i Frankrig, men han var fortsat omfattet af dansk globalindkomstbeskatning. Løn fra en dansk arbejdsgiver for arbejde udført uden for Danmark – dog ikke i Frankrig – selvangav han som lempelsesberettiget efter ligningslovens § 33 A. Såvel 6-måneders-reglen som 42-dages-reglen var opfyldt. Østre Landsret var imidlertid enig med Skatteministeriet i, at piloten ikke kunne få lempelse efter ligningslovens § 33 A, da han af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren valgte at bosætte sig i Frankrig. Arbejdsgiveren havde med andre ord ingen interesse i, at piloten var bosat i Frankrig, da det ikke var her, han skulle arbejde for den danske arbejdsgiver.
Den første administrative afgørelse truffet af Skatterådet om samme problemstilling er offentliggjort.
”Sygeplejersken” havde hidtil boet i Danmark og været ansat i en region. Hun flyttede til Portugal sammen med sin mand. Regionen i Danmark ønskede, at hun fortsatte sin ansættelse, da hun havde nogle kompetencer, som man havde god brug for. Arbejdet ville fuldt ud blive udført i Portugal. Den fulde, danske skattepligt ophørte ikke i forbindelse med fraflytningen.
Regionen og ”sygeplejersken” havde aftalt, at lønnen var fastsat under hensyntagen til, at den reelt var skattefri efter ligningslovens § 33 A. ”Sygeplejersken” bad Skatterådet bekræfte, at hun kunne anvende ligningslovens § 33 A, da hun ville opholde sig uden for Danmark i mere end 6 måneder, overholdt 42-dages-reglen og aldrig udførte arbejde i Danmark.
Skatterådet var af den opfattelse, at da ”sygeplejersken” af private årsager valgte at bosætte sig i Portugal, og arbejdet ikke relaterede sig til Portugal, var hun ikke berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A.
Kommentarer
Der findes flere bindende svar fra Skatterådet, hvor man har accepteret, at ligningslovens § 33 A kan anvendes, når en lønmodtager vælger at bosætte sig i udlandet i en periode og udføre sit arbejde fra en hjemmearbejdsplads eller lignende, og arbejdet på ingen måde relaterer sig til det ”nye bopælsland”.