I 2026 bliver der indført en top-topskat, som er en ny skattesats på 20% i stedet for topskatten på 15%, dvs. hvis du tjener mere end 2,5 mio kr. om året, skal du betale ekstra 5%
Denne skat kan bevirke, at fordelen ved at bruge virksomhedsordningen kan være mindre eller en decideret ulempe.
Den særlige virksomhedsordning giver samme fordele (og på visse områder større fordele) som hvis en virksomhed drives som et selskab. Den del af overskuddet, som ikke hæves, beskattes således kun med 22 % ligesom selskabsindkomst. Af overskuddet, som hæves, kan en del under visse forudsætninger beskattes som kapitalindkomst til en noget lavere marginalskat end personlig indkomst. Dette er især gældende i 2024, hvor der er en højere kapitalsats end tidligere.
Indførelsen bevirker, at marginalskatten stiger til ca 60,5 % for indkomst over 2,5 mio. kr. SKAT vurderer, at dette vil ramme godt 9.000 personer. Grænsen på 2,5 mio. kr reguleres årligt, så den vil formentlig være ca 2,8 mio. kr i 2026.
Udfordringerne vil i mindre omfang bestå ved den årlige disponering af hævninger i virksomheden, men den største udfordring vil bestå ved udtræden af virksomhedsordningen. Dette sker i ved afvikling af virksomheden, hvor opsparet overskud som udgangspunkt skal beskattes senest i året efter det år, hvor virksomheden endeligt afvikles. I modsætning til opsparet overskud i et selskab, der kan hæves langsomt over en længere årrække, så skal der altså umiddelbart betales skat af hele det opsparede overskud i en virksomhedsordning, når den erhvervsmæssige virksomhed ophører. Det kan i værste fald betyde, at der skal betales top-topskat af meget af det fulde beløb.
Hvad skal du gøre?
Vores bedste råd er at tale med din revisor, som vil fortælle dig, at der er fire muligheder for at planlægge sig ud af top-topskatten:
- Du kan hæve en del af det opsparede overskud i 2024 eller 2025, og dermed reducere den skadelige virkning af top-topskatten.
- Du kan udtræde af virksomhedsordningen i 2024 eller 2025 og lade dig beskatte af det fulde opsparede overskud til en marginalskat på ca. 56 %.
- Du kan vælge at blive i virksomhedsordningen, men foretage en skattefri virksomhedsomdannelse til selskab.
- Du kan eventuelt overdrage virksomheden til en ægtefælle eller børn, som begge kan overtage det opsparede overskud og måske bedre kan disponere deres hævninger, så der ikke skal betales top-topskat.
I forhold til de to sidste muligheder er der en række betingelser, som gør mulighederne vanskelige eller umulige at anvende i praksis.
Vi anbefaler, at kontakte en kompetent revisor og vi vil meget gerne fortælle om mulighederne