Regeringen har fremlagt forslag om flere ændringer af reglerne for boafgift. Forslagene betyder både, at nogle arvinger kan få en lempelse, og at større dødsboer kan blive ramt af en højere afgift.
Efter de gældende regler betales der som udgangspunkt 15 % i boafgift af arv til nær familie, efter fradrag af bundfradraget. Arv til personer uden for den nærmeste familie kan derudover blive pålagt en tillægsboafgift, hvilket samlet kan give en væsentligt højere afgift.
Højere bundfradrag
Der er allerede vedtaget en gradvis forhøjelse af bundfradraget i boafgiften. Bundfradraget udgør 392.600 kr. i 2026 og forhøjes frem mod 2029 til 403.300 kr. i 2025-niveau.
Derudover lægger regeringen nu op til at forhøje bundfradraget yderligere til 550.000 kr. i 2026-niveau. Et højere bundfradrag betyder, at en større del af arven kan gå afgiftsfrit til arvingerne.
Højere boafgift for større dødsboer
Samtidig lægger regeringen op til at indføre en højere boafgift for større dødsboer. Forslaget går på, at dødsboer med en nettoformue over 10 mio. kr. skal pålægges en forhøjet boafgift på 30 %.
Det er væsentligt at være opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt ikke er endeligt afklaret, om den forhøjede afgift skal gælde hele boet, eller kun den del af boet, der overstiger 10 mio. kr.
Ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder lægges der op til, at den nuværende afgift på 10 % bevares. Den forhøjede boafgift ventes derfor især at få betydning for større private formuer og passiv virksomhed.
Skal du gøre noget allerede nu?
Der er endnu ikke vedtaget nye regler. Alligevel kan det være en god idé allerede nu at overveje, om din nuværende arveplan fortsat er den rigtige.
Det gælder især, hvis du har en større formue eller ejer en virksomhed.
Du kan blandt andet overveje:
- om dit testamente fortsat afspejler dine ønsker,
- om det er relevant at give gaver til børn eller andre familiemedlemmer,
- om din formue er hensigtsmæssigt sammensat, og
- om et generationsskifte bør planlægges i god tid.
Spørgsmål?
Kontakt os gerne hvis du vil drøfte din arveplan eller har spørgsmål.