En byretsdom (SKM2026.187.BR) offentliggjort i april 2026 rykker muligvis på den hidtidige fortolkning og praksis for mulighederne for skattemæssigt tabsfradrag på debitorer for de virksomheder, der anvender lagerprincippet. Den normale praksis for skattefradrag er beskrevet nedenfor med kommentering i forhold til denne seneste dom på området.
Skattemæssigt fradrag for tab på debitorer
Udgangspunktet er det skattemæssige realisationsprincip, hvor betingelsen for fradrag er, at tabet er endeligt konstateret. Dette kan konstateres når:
– der er foretaget forgæves udlæg, eller
– andre effektive retsskridt til inddrivelse er foretaget (inkassoproceduere mv.), eller
– kunden er under konkursbehandling og kurator skriver at der ikke vil blive dækning for kravet
Personligt ejede virksomheder med et betydeligt antal kunder, kan dog i stedet foretage løbende fradrag på baggrund af de historiske erfaringer i virksomheden f.eks. ved en procentvis nedskrivning på gamle debitorer.
Selskaber kan dog vælge lagerprincippet ved den skattemæssige opgørelse debitorer, hvor fordringens værdi opgøres ved afslutningen af årsregnskabet, og forskellen til den oprindelige fordring fradrages som et tab. Forståelsen af praksis har indtil nu været, at det alene forudsætter en konkret vurdering af fordringens værdi, og ikke forudsætter, at der er foretaget forgæves udlæg eller andre retsskrift. Lagerprincippet følger ofte det regnskabsmæssige princip, og betingelserne for fradrag er reelt lempeligere end ved realisationsprincippet. Langt de fleste selskaber anvender derfor dette princip.
Ny praksis vedr. lagerprincippet med byretsdommen?
Den omtalte byretsdom stiller nu spørgsmålstegn ved, om lagerprincippet fortsat kan anvendes som hidtil. I den konkrete sag får selskabet ikke fradrag efter lagerprincippet med det argument, at der ikke er foretaget forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvilket, som nævnt, ikke hidtil har været et krav ved lagerprincippet. Sagen har flere kanter herunder anvendes en noget særegen bogføringsmetodik for tab, hvor tabet allerede bogføres ved fakturaudskrivning. Hertil oplyses det i sagen, at en større del af selskabets fakturaer vedrører fakturering af skattesager med forventet omkostningsgodtgørelse, og det kan ikke afvises, at det også har påvirket sagens udfald til ugunst for den pågældende virksomhed. Efter det oplyste er nævnte byretsdom anket til landsskatteretten, hvor resultatet heraf ikke kendes endnu.
Med dommen har SKAT antageligt mulighed for at anvende afgørelsen som løftestang for en ny og strammere fortolkning af ”lagerprincippet”, og i realiteten afskaffe denne mulighed for selskaber. Når ankesagen i landsskatteretten foreligger er vi forhåbentlig klogere herpå.